At vi arbejder multisystemisk betyder, at vi i behandlingsarbejdet analyserer og inddrager alle de systemer (sfærer), der har indflydelse på den unge; familien, skolen, kammeraterne, fritidsklubben, nabolaget etc.

Denne forståelse bruges i arbejdet med forældrene, der ses som de vigtigste personer i den forandringsproces, man ønsker, den unge skal gennemløbe.

Formålet med forældresamarbejdet er at udvikle og styrke forældrenes kompetencer og værktøjer til at håndtere den unges adfærdsproblemer.

De arbejdsmetoder vi anvender, lægger særlig vægt på at (gen-)skabe sammenhold og omsorg i familien og dermed reducere eller helt fjerne den unges problemadfærd.

Det handler om at give forældrene konkrete redskaber de kan bruge i deres forældrerolle via træning.

I samarbejde med forældrene udmønter MultifunC's familieterapeuter den overordnede behandlingsplan til en række konkrete mål.

Planen skal give mening for forældrene og bygge på det, der fungerer i deres liv. På den måde er der større sandsynlighed for, at forældrene vil lykkes i deres nye rolle, både under og efter behandlingen.

Hvert forløb skræddersyes ud fra den enkelte families behov.

På MultifunC bruger vi – mens den unge bor hos os - evidensbaserede metoder, men arbejdet tager udgangspunkt i MultifunC's forældremanual der indeholder otte trin som forældrene skal arbejde med.

Når den unge er flyttet hjem, arbejder vi fortsat fokuseret på de konkrete redskaber, familien har tilegnet sig via MultifunC's behandling, således at sandsynligheden for at lykkes er størst muligt.