I Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge er der etableret internt undervisningstilbud på Koglen og Grenens sikrede og delvis lukkede afdelinger.

Undervisningen foretages af uddannede lærere, i den fagfaglige undervisning og af faglærere på værkstederne.

Undervisningen i skolen efterlever bekendtgørelse af Lov om Folkeskolen, Undervisningsministeriets vejledende mindste timetal samt bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Skolen samarbejder med det kommunale PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) ligesom der er tilknyttet UU-vejledning (Ungdommens Uddannelsesvejledning).

Undervisningen skal styrke den unges faglige kompetencer, idet vi anser faglige kompetencer som et helt centralt element i elevens mulighed for at skabe en positiv fremtid.


Nogle unge anbragt på Koglen og Grenen har ikke nødvendigvis gode erfaringer med skolegang og forbinder det med faglig utilstrækkelighed.

Der tilstræbes derfor et fagligt miljø, der giver lyst og motivation til læring og som fastholder den unge i sine mål for fremtiden.

I specialområdets undervisningstilbud mødes den unge af konsekvente, autentiske lærere/faglærere i et miljø, hvor almen dannelse og faglighed er centrale begreber.


Lærere og faglærere møder den unge på dennes faglige niveau og tilstræber, gennem åbenhed og anerkendelse, at udvikle selvindsigt, ansvarlighed og faglighed hos den unge.

 

Undervisningen tilrettelægges således, at den opbygger den unges evner til aktivt at indgå i demokratiske processer.
Det er vigtigt, at den unge oplever undervisningen som nærværende og vedkommende.

Skolens lærere opstiller for de unge tydelige faglige og personlige mål og delmål sammen med den unge, og udarbejder på baggrund heraf en elevplan.
Elevplanen evalueres løbende og fungerer som dokumentation for den unges faglige udvikling.

Skolen og dens lærere udvikler den unges faglige niveau gennem en differentieret undervisning med folkeskolens afgangsprøve (FSA) som et muligt slutmål.

Særligt for MultifunC

Konceptet i MultifunC indebærer, at de anbragte unge, med bistand fra lærere og pædagogiske medarbejdere, skal modtage undervisning i folkeskolen eller i andre individuelt tilrettelagte uddannelsestilbud.

Ved indskrivning udarbejdes en uddannelsesplan for undervisningsforløbet.